Lidt off topic: Gode rejse apps

Jeg er lige komme hjem efter en uge i Barcelona, og har i den forbindelse som sædvanlig brugt både min iPad og min iPhone temmelig meget.

Denne post falder ikke helt indenfor de normale rammer af denne blog – og så alligevel. Men da mange i erhvervslivet rejser meget vil jeg derfor mene at lidt vidensdeling på området kan gavne enhver.

Først en løftet pegefinger
Jeg har slået udenlandsk data-roaming fra gennem mit teleselskab, så jeg godt kan modtage SMS og opkald i udlandet, men aldrig kommer hjem til ubehagelige overraskelser i form af tårnhøje regninger fordi en af mine apps har brugt dyre udenlandske data-dråber.

Selvom dette har været en faldgrube i flere år efterhånden (og heldigvis bliver mindre i fremtiden), hører jeg dog stadig horrible historier fra mit netværk – både i forhold til folks private forbrug samt på firmaets mobilregning. Eftersom iOS nemt kan indstilles til ikke at ‘data-roame’ i udlandet under indstillinger og eftersom der er stigende adgang til billige eller ligefrem gratis wifi mange steder i udlandet, kan jeg simpelthen ikke forstå at folk ikke tænker lidt over deres forbrug. De samme mennesker brokker sig efterfølgende altid når de får regningen. Lignende problematik findes omkring indkøb af f.eks. Smølfebær i apps, men det vil jeg slet ikke begynde at harcelere imod her. Opdatering: Jeg bruger nu 3 og deres 3 Like Home. Det er virkelig smart – 10 GB data, data samt sms og opkald som i Danmark. Det kan anbefales!

En praktisk løsning hvis du SKAL bruge mobildata i udlandet
Skal du rejse i længere tid eller er din virksomhed afhængig af hyppige rejser til et bestemt land, så ville jeg foreslå at købe lokale simkort – f.eks. prepaid udgaver, hvor du på forhånd betaler for en periodes brug, så du derfor ikke behøver at oprettes som kunde af det pågældende selskab. Læs om mulighederne i nogle lande her, eller søg på Google omkring det land du skal besøge.
Tilgængeligheden af denne løsning varierer fra land til land afhængig af kultur og mobil ‘modenhed’, men i en tid med smartphones og tablets er funktionerne på din enhed faktisk ret ligeglade hvilket selskab simkortet er fra – så længe det er internetdata at hente. Og dit danske telefonnummer kan jo sagtens viderestille til dit ‘midlertidige’ udenlandske nummer, hvis det er vigtigt at folk skal kunne ringe til dig.

Og nu til mine rejse-Apps (der ikke kræver at du bruger udenlandsk mobildata)

1) TripAdvisor Offline City Guides og City Guides, Offline Maps by Stay.com (begge gratis)

tripadvisor Stay

Jeg grupperer disse to, for de minder om hinanden, men jeg oplever typisk at TripAdvisor kun findes til bestemte storbyer (f.eks. Barcelona) hvor Stay har flere byer, men de er så også mindre detaljerede.
Tjenesterne bag (TripAdvisor og Stay.com) kender nogen måske, men kort fortalt er begge dele anmeldelsessider der ‘crowd-sourcer’ anmeldelser af alt fra lokale seværdigheder, restauranter, shoppingmuligeder, hoteller, nattelivet – ja alt hvad der skal bruges på en rejse. Alle kan deltage i vurderingerne af steder, og findes et sted ikke, kan det nemt ‘oprettes’.

Begge Apps fungerer så på den måde at man – før man rejser fra sin egen hurtige wifi-forbindelse derhjemme – kan downloade hele byer eller områder til brug offline – altså uden at du skal bruge udenlandsk mobildata. Det minder lidt om når man gemmer musik til offline-brug i en app som Spotify.

Og her bliver det smart
Selvom du har slået mobildata fra i udlandet, kan du faktisk navigere rundt i byen på et kort der viser hvor du er og hvordan du finder det ene og det andet. Dette foregår snedigt via din GPS modtager i telefonen, som dog ikke altid er helt så præcis som du er vant til, men som er MEGET bedre end ingenting. TripAdvisor har sågar en funktion hvor den kan pege dig hen imod en given lokation og den fortæller dig hvor langt der er til din destination og hvilken retning du skal gå imod. Grunden til at GPS er mere præcist ‘herhjemme’ er at telefoner bruger såkaldt A-GPS, hvilket betyder at den bruger din GPS-antenne + data til at lokalisere dig. Derfor skal du huske at have slået udenlandsk data-roaming fra når du bruger din GPS antenne i udlandet.

Kan man bruge andres anmeldelser til noget?
Jeg har brugt begge apps på ferier, og mit indtryk er at TripAdvisor har flest funktioner og generelt bedre anmeldelser eftersom brugerbasen er meget større. Jeg har i denne sommer besøgt både Norge, Grækenland og Spanien og kan konstatere at hoteller og restauranter der er højt ‘ratede’ på TripAdvisor generelt lever op til brugernes anmeldelser. Jeg oplevede dog da jeg rejste i Indien for 2 år siden, at nogle hoteller kun havde 12 anmeldelser fra 12 forskellige indere. I det tilfælde ved jeg ikke hvor pålideligt hotellets rating er, men det er en mulighed for at lære lidt mere om de faktiske forhold på f.eks. et hotel end hvad de skriver på deres officielle hjemmeside. Jeg har bl.a. fundet brugernes uploadede billeder af f.eks. badeværelser faciliteter samt information om hvor på hotellet det ‘free wifi’ reelt dækker. TripAdvisor kan i nogen tilfælde bruges til at bestille billetter, men det kræver vist forbindelse til nettet.

2) Google Maps (gratis)

Google Maps
Selvom Google Maps klart er den bedste kort-app på både iOS og Android, så sluger det data hvis du konstant skal hente kortinformation. På Android er det vist lettere at gemme et område som et ‘offline’-kort, men i den nyeste udgave til iOS skulle det også være muligt. Jeg har ikke den store erfaring med det, men læs om hvordan du gør her.
Når du så har kortet downloaded til din enhed, så bruger Google Maps bare din GPS i udlandet til at bestemme din lokalitet, ligesom ovenstående apps gør det.

3) Pocket (gratis)

Pocket_AppIcon_144

Denne app er ikke kun relevant på rejser, men det er bare en fed og brugbar service generelt.

Huskelisten til online-læsning
Med plug-ins til alle browsere og mobile platforme er Pocket et samlingssted for artikler og videoer, som du gerne vil gemme til senere. Pocket kan formatere hjemmesideartikler til ’bog-format’ og du kan gemme artiklerne offline til flyveturen, toget eller når du er i udlandet. Når en artikel eller en video er set, kan de nemt arkiveres, så de forsvinder fra din umiddelbare læseliste – men arkivet gør, at alt kan søges frem igen.

Jeg bruger selv Pocket til hele tiden at gemme artikler fra Linkedin, Facebook, aviser og så videre som jeg falder over, men som jeg ikke altid har tid til at læse med det samme. Læselisten i Safari kan lidt det samme, men Pocket virker på tværs af alle dine enheder – ikke kun dem der har et æble-logo.

Reklamer

One thought on “Lidt off topic: Gode rejse apps

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s